Vi har været gennem en uge med sivende kurser på 1 % 30 år. Til stor frustration for de boligejere som stadig venter på et lånetilbud.

Med en øjeblikkelig udbetalingskurs på 96,8 er kursen kommet under det generelle kursmål, som vi bruger i RealRåd. Vores udgangspunkt er, at omkostningerne, herunder kurstabet, skal tjenes hjem på maksimalt 5 år med rentebesparelsen. Og hvis 2 % lånet, som skal omlægges, er på 2 millioner, vil det nu tage 7,25 år. Jo større gælden er desto lavere kurs, kan man tåle og omvendt.

Hvis gælden er på 2 millioner, er kursmålet 98, hvis omkostningerne skal finansieres på 5 år. Kurserne skal altså stige med ca. 1,2 point.
Og så er vi faktisk tættere på, at 1,5 % obligationen kommer under kurs 100 og dermed er en mulighed. Det kræver blot at det nye lån optages i et institut, hvor det er muligt at bruge en afdragsfri obligation, selvom man ønsker at afdrage lånet fra starten. Totalkredit er desværre ikke med i det felt.
Kursen på 1,5 % er p.t. 100,6 og hvis den falder med mere end 0,6 point åbnes der igen for udstedelse af lånetilbud.

Hvad er så forskellen på de 2 lån?

  2% lån 1% lån 1,5 % lån
Ny restgæld 2.000.000 2.094.000 2.037.000
Nettoydelse 1. år   -1.472 -1.238
Afdrag pr. måned 4.740 5.680 5.168
Renter og bidrag i alt 795.000 501.000 646.000
Kursfølsomhed* 12,31 14,41 17,89

* Kursfølsomheden er et udtryk for, hvor meget kursen falder, hvis renten stiger med 1 %. Man skal være opmærksom på, at tallet ikke er udtryk for de faktiske kursfald, men alene viser at der er forskel i kursfølsomheden, og her vil kursen på de afdragsfri 1,5 % obligationer være mere følsom end 1 % med afdrag.

For at vende tilbage til det indledende spørgsmål, så er der stadig 2 uger til den endelige beslutning skal træffes, da 2 % lånet skal opsiges senest 31. juli.

  1. Hvis kursen på 1 % stiger til over kursmålet er det løsningen
  2. Hvis kursen på 1,5 % falder, kan det være løsningen
  3. Eller man kan se i øjnene, at man missede omlægningsmuligheden denne gang**

Hvis 2 % lånet ikke er opsagt 1.8 kan man stadig omlægge lånet. Men så stiger omkostningerne til differencerenter, da der i så fald skal betales for 3 måneder ekstra (til 1. januar). Det svarer til at kursen skal stige yderligere med ca. 0,75 point for at finansiere ekstraomkostningen.

** Timing er vigtig og hele udgangspunktet for en lånekonvertering er, at man har fået et lånetilbud. Det er der desværre mange, som endnu ikke har. Måske fordi de ikke har været så opmærksomme som andre og nu pænt må vente på at banken/realkreditinstituttet har tid. En af fordelene ved at være kunde hos RealRåd er, at vi sørger for at bestille tilbud, når tiden er inde for den enkelte kunde. Derfor har RealRåds kunder fået omlagt deres lån.

Del denne artikel
Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
X