Nu skal etikken tilbage i bankerne.

“Undskyld for sager med svindel og hvidvask. Altså ulovligheder. Og gå så hjem og få ryddet op i forretningen, så tilliden kan genskabes.
Og så skal vi se os selv i grundigt i spejlet og spørge om vi laver forretninger, der ikke kan forklares og forsvares.”

Det er vel nogenlunde ekstraktet af talen fra Finans Danmarks formand på årsmødet den 3.12.2018.

En opfordring herfra er, at spørge om, det virkelig er nødvendigt at tilbyde kunderne realkreditlignende banklån, når koncernen kan tilbyde bedre realkreditlån? Kan det forklares med andet end at det er bedst for bankerne?

Vi ved godt, at finansielle virksomheder lover afkast på 12-15 % til aktionærerne, men måske er det her, at alle problemerne starter. Forventninger om så høje afkast i finanssektoren er uholdbart i en verden, hvor renten er NUL.

Afkastet bør afspejle risikoen, og derfor tager man normalt udgangspunkt i en risikofri investering.
Det kunne være investering i statsobligationer, og her er renten -0,2 % på en 5-årig investering.
I 2009 da finanskrisen rasede, og bankerne skulle polstres med midler fra bankpakke 2, kunne de få et statsligt lån til 9-11 % i rente.
Dengang var den risikofri rente 3 % og Staten mente, at risikotillægget skulle være 6 %. Vel og mærke i en tid, hvor der var meget stor usikkerhed og dermed også risiko.
I mellemtiden er bankerne blevet bedre polstret, og renten er faldet med 3 %, og dermed også bankernes mulighed for at tjene penge på rentemarginalen, men bankernes egne forventninger til afkast uændrede, måske endda højere.
Det giver ingen mening, kun et stort indtjeningspres, og resultatet ser vi nu tydeligt i form af tvivlsomme metoder til indtægter, og stor risikovillighed i bankerne. Ikke på udlån, men på alternative indtjeningsmetoder:

• Kursskæring på realkreditlån
• Tvungen brug af banken til afregning af realkreditlån
• Undladelse af at bruge fondsbørsen som handelsplads og dermed mulighed for yderligere kursskæring før den officielle kursskæring
• Gebyr for unormalt store pengeoverførsler
• Gebyr for refusion af udbytteskat, som aldrig er blevet betalt.

Aktionærerne, f.eks. pensionskasserne er ukritisk tilfredse med udsigten til afkast på 12-15 %, men lige pludselig kollapser indtjeningsmaskinen. Det viser sig, at dele af forretningsmodellen ikke har været lovlig, og der venter nu store bøder og erstatningskrav forude, med det resultat at kursen på aktien falder voldsomt.
Så hvor meget har pensionskassernes kunder egentlig fået i afkast?

Hvis man investerede 100.000 kroner i en af de store danske finanskoncerner for 5 år siden, og tager højde for modtagne udbytter i 5 år, og den aktuelle kursværdi, så ville resultatet være et afkast på ca. 5,75 % om året. Ikke dårligt, men langt fra 12-15 %.

Boligejernes Realkredit er på kapitaljagt i øjeblikket.
Vi forventer et afkast på 5-6 % over den risikofri rente, og indtil videre har vi desværre kun mødt nedadvendte tommelfingre, hvilket vel er forståeligt, hvis man regner med at få 12-15 % ved at investere i en anden finansiel virksomhed? Men spørgsmålet er, om man reelt kan opnå sådanne afkast?
Og hvad med risikoen? Er der forskel på at investere i et ”gammeldags” realkreditselskab, som kun tjener sine penge på realkreditudlån, eller på investering i banker, som har en helt anden og kompleks forretningsmodel?

Måske skulle pensionskasserne overveje at gå lidt videre og tænke på medlemmernes afkast ved at kunne optage billigere realkreditlån? Ligesom når de begrunder ejendomsinvesteringer med, at medlemmerne får adgang til boliger.