Valg af pålydende rente

I RealRåd synes vi nu, at 0,5% lånet skal blive ude i kulden lidt endnu. Faktisk indtil det ikke mere er en mulighed at vælge 1 % lånet. Overskriften er baseret på den gamle tommelfingerregel om, at kurs 95 er den magiske grænse, men sådan ser vi ikke på det.

Hvis du har brug for et lån med en kursværdi på 1 million kroner, kan man med kursen den 22.1.2020 sammenligne de 2 lån:

1,0 % lån 0,5 % lån
Hovedstol 1.011.000 kr. 1.059.000 kr.
Bruttoydelse pr. md. 3.868 kr. 3.812 kr.
Nettoydelse pr. md. 3.520 kr. 3.552 kr.
Afdrag pr. md. 2.419 kr. 2.731 kr.

 

Hvis vi starter med det matematiske faktum, så er 0,5 % samlet set billigst. Du sparer over 30 år i alt 75.700 kr. i renter og bidrag, hvis du vælger 0,5 % lånet, og hvis man tager højde for at skatteværdien af renter er 24 %, så sparer du netto 57.532 kr. Men da du også skal afdrage 48.000 kr. mere, og så kommer den samlede besparelse ned på 9.532 kr. over 30 år. Eller 27 kr. pr. måned i gennemsnit.

Det er bare sådan, at det er de færreste boligejere, som beholder deres realkreditlån i 30 år. I gennemsnit bliver de indfriet efter 7-8 år, og er man kunde hos RealRåd, bliver de konverteret efter ca. 20 måneder, hvis vi bruger de sidste års historik. Du skal vente i 8,25 år, før nettoydelsen på 0,5 % lånet bliver lavere end nettoydelsen på 1,0 % lånet, og du skal vente i 18,5 år før gælden på 0,5 % lånet er den samme som på 1,0 % lånet, hvis vi også tager højde for forskellen i nettoydelserne i perioden.

Fortalerne for 0,5 % lån siger, at kursfølsomheden er større på 0,5 % lånet end på 1,0 % lånet. Kursfølsomheden er et udtryk for, hvor meget kursen ændrer sig, hvis renten stiger med 1 %. Og her er fakta i kurslisterne, at kursfølsomheden (som i kurslisterne kaldes for varighed)  er 1,68 % større på 0,5 % lånet. Og så kan man lave 2 scenarier, hvis man antager at der er gået 1 år:

Renten er steget med 1 %:

1,0 % lån 0,5 % lån
Kursfald 9 point 9,15 point
”kursgevinst” 88.323 kr. 93.826 kr.


Renten er faldet med 1 %:

1,0 % lån 0,5 % lån
Indfrielseskurs 100 100
Kursværdi af lån 981.376 kr. 1.025.424 kr.

 

Konklusion:

  1. Du har mulighed for en ekstra kursgevinst på 5.503 kr. hvis renten stiger med 1 % om et år.
  2. Du risikerer et ekstra kurstab på 44.048 kr. hvis renten falder om et år.
  3. Din samlede gæld vil være lavere, hvis du beholder 0,5 % lånet i 18,5 år.

Vores anbefaling er generelt at vælge lånet med det mindste kurstab.

Hvis du står foran at skulle optage realkreditlån, f.eks. fordi du skal købe en bolig, kan du bruge RealRåd som sparringspartner. Ring på 4330 0050 eller skriv til info@realraad.dk hvis du vil aftale et møde. Vi kan holde møde på vores kontor, på Skype eller i telefonen.